I takt med årstiderne, stiger solen over horisonten og varmer luften i Arktis, hvorefter havisen bliver tyndere og trækker sig tilbage. Sneen og isen på jorden smelter; floder fyldes med smeltevand, store mængder vand løber ud i kystfarvandene og nedsætter både temperatur og saltindhold (**). Vandene cirkulerer i Det arktiske Hav og tvinger sig frem under det varmere overfladevand , igennem de smalle udgange og ud i nordatlanten og Stillehavet (**). Hvaler og sæler bevæger sig nordpå og udgør en fødekilde for isbjørne. På land varmer solens stråler vegetationen og den nøgne jord, og temperaturerne stiger. Næsten i løbet af en nat stråler landet af farver - delvist fordi der ikke er nogen nat. Migrerende rensdyr, gæs, ænder og vadefugle vender tilbage for at leve af de nyspirede planter og klækkede insekter (**). Laks trækker i floderne og bjørnene mæsker i sig. Under jordoverfladen stiger temperaturerne langsomt, og jorden forvandler sig til et aktivt lag hvor mikro-organismer og insektlarver bliver aktive. Over permafrosten begynder organisk materiale at forrådne.

Dette udgør et helt, integreret, dynamisk økosystem i stor skala, drevet af solen.