 |
PÅ VEJ
MOD EN DAGSORDEN FOR BÆREDYGTIG UDVIKLING I ARKTIS |
| |
Arktisk Råd/ Arctic Council
(www.arctic-council.org)
blev dannet i 1996 med mandat til at udvikle det arktiske samarbejde
til mere end blot miljøet, med specifik fokus på bæredygtig
udvikling. Rådet skal være et forum på højt
niveau for de arktiske nationalstater (Canada, USA, Island, Rusland
S.NG., Danmark, Sverige, Finland og Norge), og skal beskæftige
sig med miljøbeskyttelse (især i forurenede områder),
bæredygtig økonomisk udvikling, subsistensaktiviteter,
sundhed, udvikling af samfund, turisme, samt transport og kommunikation.
Oprindelige folk blev også sikret permanent mulighed for deltagelse. |
| |
Målsætningerne for arbejdsgrupperne
under Arktisk Råd er at beskytte arktiske økosystemer
(og her medregnes mennesker som en del af økosystemet); sikre
lokale og indfødte befolkninger en bæredygtig brug
af bæredygtig ressourcer; anerkende og inkorporere de traditionelle
og kulturelle behov, værdier og metoder for oprindelige folk
m.h.t. det arktiske miljø; undersøge status af det
arktiske miljø jævnligt; identificere årsagerne
og udstrækningen af forurening i Arktis, og at reducere samt
eliminere forurening. Dette finder sted via fem programmer, der
beskæftiger sig med miljøproblemer, såsom olieforurening,
dumping af radioaktivt affald, tungmetalforurening af miljøet,
syre(regn) og arktisk tåge. Programmerne er: Arctic Monitoring
and Assessment Programme (AMAP); Protection of the Arctic Marine
Environment (PAME); Emergency Prevention, Preparedness and Response
(EPPR); Conservation of Arctic Flora and Fauna (CAFF); og Sustainable
Development Working Group (SDWG). |
| |
Arktisk Råd erstattede Arctic
Environmental Protection Strategy (AEPS), der blev startet i Rovaniemi,
Finland i juni 1991 da miljøministre fra de otte arktiske
lande underskrevdeklarationen om beskyttelse af det arktiske miljø
(Declaration on the Protection of the Arctic Environment). Kendt
som Rovaniemi-processen var AEPS et forum for otte arktiske nationalstater
til at dele informationer og udvikle programmer og initiativer der
beskæftigede sig med miljømæssige problemer såsom
arktisk forurening. |
| |
Inuit Circumpolar Conference (ICC)
dannedes i Alaska i 1977 som svar på den stigende olie- og
gasudvinding, og repræsenterer inuit i Grønland, Canada,
Alaska og Sibirien. Siden 1983 har organisationen haft NGO status
ved FN og betragter også sig selv som fortrop for oprindelige
folks rettigheder - specielt m.h.t. selvbestemmelse. ICC kritiserede
AEPS for dens, til at starte med, snævre fokus på konservering,
og lagde i stedet vægt på nødvendigheden at gå
videre med en diskussion af hvordan man kan tilvejebringe og bibeholde
en bæredygtig økonomisk basis for nordlige samfund,
der går længere end knald eller fald cyklusser, som
en erstatning for blot at overvåge det arktiske miljø.
Mens beskyttelsen af visse arter såsom hvaler og isbjørne
er vigtig for oprindelige folk, så ignorerer systemer der
bygger på videnskabelig ressourceforvaltning, ofte oprindelige
folks perspektiver og værdier. Udpegningen af vildtreservater
og nationalparker til beskyttelse af dyr og miljø, begrænser
f.eks. ofte folks ret til jagt, fangst og fiskeri i selvsamme områder,
og internationale regler har haft en effekt på subsistenshvalfangst.Det
er ICCs grundholdning at beskyttelse af naturen er en forudsætning
for bæredygtig udvikling af arktiske ressourcer. |
| |
ICC har skubbet på m.h.t. bæredygtig
udvikling fordi de små afsondrede og fortrinsvis indfødte
samfund i det cirkumpolare nord oftest karakteriseres ved deres
blandede økonomier: kombinationen af den uformelle sektor
med traditionelle subsistensaktiviteter, der udgør den primære
kilde af føde for mange hushold, og den formelle sektor med
lønarbejde og sociale ydelser. Den uformelle sektor er svær
at måleog analysere, da den kombinerer jagt, fangst og fiskeri
baseret på langvarige, bæredygtig mønstre af
brug og sæsonale variationer; manglende akkumulation af kapital;
deling af vildtføde; generationernes overførsel af
viden,samt ikke-monetære udvekslinger baseret på slægtskabsgrupper
og andre tætte social netværk. Subsistensaktiviteter
bidrager ikke blot med nærende midler til overlevelse, men
jagt og fiskeri er ligeledes vigtige for kulturel identitet, og
understreger de specielle forhold mellem mennesker og dyr, der er
essentielle for kontinuiteten af oprindelige folks kulturer og levevilkår.
På trods af den kulturelle og økonomiske vigtighed
af subsistensfangst, så er der et faldende antal folk i arktiske
samfund, der deltager i eller er afhængige af at jage land-
og havdyr. Selv om de fleste ønskede at jage eller fiske,
så kan subsistensaktiviteter ikke alene danne grundlag for
langvarig bæredygtighedi alle arktiske regioner. I stedet
for er mange oprindelige folk involverede i andre typer økonomiske
aktiviteter, såsom kommercielt fiskeri, olieindustrien eller
minearbejde. |
| |
Ikke desto mindre er de formelle og
uformelle økonomier i mange tilfælde gensidigt afhængige,
hvilket gør grænserne mellem dem slørede og
svære at definere. Selvom subsistensøkonomi normalt
differentierer sig fra kapitalistisk økonomi ved at produktionsenheden
(i dette tilfælde familien) ligeledes er forbrugsenhed, så
er subsistensøkonomier i Arktis ikke desto mindre afhængige
af markedskræfter og 'monetærisering'. Dette har været
en realitet lige siden oprindelige folk involverede sig i pelshandel.
Studier af kommercielt fiskeri i afsidesliggende landsbyer i Alaska
har vist, at alt imens folk primært fisker for at sælge
fangsten, fremfor selv at konsumere den, så engagerer de sig
alligevel i aktiviteter der har at gøre med de fysiske, sæsonale,
kulturelle og socialt organisationelle aspekter af subsistensproduktion.
Dette gør sig bemærket i den alsidigeudnyttelse af
ressourcer og gensidige afhængighed mellem hushold. På
samme måde, i Labrador, er teknikker og viden nødvendig
for at kommerciel cariboujagt minder om fangst aspekter ved subsistensjagt
på caribou. En forskel er detat fangerne er ansat ved et kommercielt
foretagende og afleverer deres fangst til en fabrik. Det er svært
at se forskellene mellem en fanger, der hjembringer cariboukød
til sin familie, og en fanger der fanger sit bytte på akkurat
samme måde, men sælger kødet til en fabrik for
derved at kunne købe mad til sin familie. |
| |
Som eksemplet fra Labrador illustrerer,
så bliver noget af produktionen fra fangst fiskeri og hyrdedrift
handlet, byttet eller solgt, selvom noget også bliver konsumeret
af fangernes, fiskernes og hyrdernes familier. Mens meget af dette
finder sted i lokale og regionale rammer, så finder kød,
fisk, pelse og skind også vej til fjerne markeder, hvorved
uformelle økonomiske aktiviteter bliver afhængige af
og tæt forbundne med den globale økonomi. Jægere,
fangere, fiskere og familier er også afhængige af moderne
teknologi: påhængsmotorer, snescootere, brændstof,
rifler og net, hvilket betyder at en konstant strøm af penge
er nødvendig for at understøtte subsistensaktiviteter.
Indtil aktiviteterne omkring anti-sælfangst anti-fældefangst
kampagner praktisk talt udslettede markederne for sælskind
og pelsdyr såsom bæver og bisamrotter, kom den primære
indtægt for fangerfamilier fra salg af disse varer. I det
nordlige Grønland, betød prisfaldet i og tabet af
markeder for sælskind som resultat af dyreværnsaktiviteter
i 1980erne, at folk i udkantssamfund, der var afhængige af
fangst måtte se sig om efter andre indtægtskilder som
supplement til subsistensfangst. Et beskedent fiskeri efter helleflynder
udviklede sig for at møde dette behov. Alligevel har overfiskeri
betydet en reduktion af helleflynder ved Grønland, efterhånden
som kommercielt fiskeri af skibe fra andre egne af Grønland
i kombination med lokalt fiskeri lægger pres på ressourcen. |
| |
Generelt er fangerfamilier i hele
det cirkumpolare nord karakteriserede ved plurale aktiviteter ,
hvor penge fremskaffes ved fuldtids- eller deltidsarbejde, sæsonbetonet
arbejde, håndværk, kommercielt fiskeri eller andre måder
der understøtter eller supplementerer subsistensaktiviteter.
Ironisk nok så begrænser fuldtidsarbejde den tilgængelige
tid til fangst og fiskeri, hvorfor den mere tilbagelænede,
midlertidige, eller sæsonalt betonede natur ved mange job
ikke tillader mange hushold at være selvforsynende eller uafhængige
af den mere formelle økonomi. Subsistensaktiviteter kan være
noget som individer falder tilbage på som et supplement til
det betalte arbejde de har, eller noget de bruger mens de leder
efter arbejde i den formelle sektor. |
| |
Nogle observatører betragter
de uformelle økonomiske aktiviteter som et stort potentiale
for økonomisk alsidighed i oprindelige folks samfund. De
lægger vægt på vigtigheden af den uformelle sektor
for samfundsudvikling i miniskala, og mener at subsistensaktiviteter
udgør den bedste basis for selvforsyning; forstået
på den måde at den lokale økonomi vil være
i stand til at give folk en rigtig og regulær indkomst. Udvidelsen
af de uformelle aktiviteter, såsom høsten af land-
og havpattedyr på kommercielt niveau, har af nogle været
betragtet som løsningen på afhængigheden af en
ikke-bæredygtig ressourceudvikling. F.eks. betragter Hjemmestyret
i Grønland produktionen, distributionen og udvekslingen af
føde og varer fra fangst og fiskeri som vitale i udviklingen
af lokal bæredygtig udvikling i miniskala. Hjemmestyrets promovering
af dette system ville reducere efterspørgslen på importerede
fødevarer, støtte lokal fangst og afbalancere nødvendigheden
af statsstøtte i form af subsidier til mindre bebyggelser.
Såvel som at imødekomme efterspørgslen fra indenlandske
og regionale markeder, så undersøger oprindelige folk
i forretningsøjemed også internationale markeder. F.eks.
flyver koreanske opkøbere jævnligt til Alaskas Seward
halvø og betaler mindst USD 50 per pund rensdyrgevir, der
derefter bruges som et afrodisiakum. I Labrador nedlægger
Inuit fangere årligt omkring 1.000 caribou i kommerciel jagt,
mens et lille samfund på Baffin Island imødekommer
japansk efterspørgsel på sælskind. |
| |
Men grundet det gensidige afhængighed
mellem de uformelle og formelle økonomiske sektorer, så
står familier og hushold overfor problemer med at sikre en
stabil indkomst. Muligheder for deltidsarbejde i mindre samfund
er begrænsede, og fuldtidsarbejde er endnu sjældnere.
Pelshandelen, guldfeber og olie- og gasudvinding har alle givet
jobmuligheder for oprindelige folk, og har ligevel påvirket
oprindelige folks levevis. Ikke desto mindre falder markeder fra
hinanden, priserfalder og job forsvinder. For nyligt har væksten
i den arktiske turistindustrien udvidet oprindelige folks muligheder
for at drage nytte af deres besøgendes ønsker udi
naturoplevelser og indfødt kultur, men tilstedeværelsen
af turister er sæsonal, hvorfor det er usandsynligt om turisme
kan udgøre basis for samfundsudviklingen. |
| |
Oprindelige folks samfund og organisationer
er ikke imod forskellige former for udvikling af ikke-bæredygtige
ressourcer. Faktisk så ønsker de at deltage i og profitere
af udviklingen for derved at sikre økonomisk og kulturel
overlevelse. Før i tiden havde industriel udvikling ikke
øje for vigtigheden af miljøet og dets ressourcer
for oprindelige folk; ej heller de problemer der ofte var et resultat
af sådan en udvikling. Mulighederne for at arbejde med problemerne
i oprindelige folks økonomier kan kun komme til overfladen
hvis oprindelige folk selv har kontrol over ressourceudnyttelse
og udvikling; hvis den sociale og økonomiske diversitet i
oprindelige folks samfund anerkendes og bevares, og kun hvis oprindelige
folks kvalifikationer og viden forbedres. Endvidere efterspørges
oprindelige folks viden om miljø ved bedømmelse af
miljøpåvirkninger. |
| |
I nogle henseender har landkravsaftaler
tilladt oprindelige folk at gøre anseelige fremskridt, og
nogle af de mere betydelige udviklinger er resultatet af landsbykorporativer
og indfødte folks virksomheder. De sidstnævnte er enten
gået ind i joint ventures med olie-, gas-og mineselskaber,
eller har udviklet egne initiativer. F.eks. har Northwest Alaska
Native Association (NANA), det regionale korporative selskab i det
nordvestlige Alaska, støttet og fremmet Comincos Red Dog
bly/zink mine, mens Arctic Slope Regional Corporation (ASRC) er
den største Alaska-ejede virksomhed. Den sidstnævnte
har fået succes p.g.a. dens tilhørsforhold til North
Slope Borough (Alaskas mest velhavende regionale regering - til
dels fordi den beskatter oliefelterne) og dens forhold til olieindustrien.
ASRC har også investeret kraftigt i forretningsområder
andre steder i USA. |
| |
Ministrene i Arktisk Råd har
på samme vis det synspunkt at miljøbeskyttelse og bæredygtig
udvikling ikke udelukker hinanden. Arbejdsgruppen for bæredygtig
udvikling opstod som en specialgruppe for bæredygtig udvikling(Task
Force on Sustainable Development/ TFSD), der var opstået som
følge af AEPS ministermødet i Nuuk efter pres fra
ICC for at udvide AEPSs agenda. TFSD blev opgraderet som en arbejdsgruppe
under AEPS ministermødet i Inuvik. Dannelsen af arbejdsgruppen
indikerede, at den fremtidige kurs for AEPS ville fokusere på
de bredere emner i bæredygtig udvikling, fremfor blot forurening
og skader på miljøet. Fokuseringen på brugen
af bæredygtige ressourcer og turismeindikerer at arbejdsgruppen
var meget påvirket af oprindelige folks organisationer, især
af ICC der i Nuuk fremlagde hvordan oprindelige folk kunne deltage,
og hvordan de selvsammes viden kunne integreres i AEPS. |
| |
Bæredygtig udvikling er også
en prioritet for det Arktiske Råd, der tæt følger
Brundtland kommissionens 1987 definition: udvikling der møder
nutidens behov uden at kompromittere muligheden for at fremtidige
generationer også kan få deres behov dækkede.
Canada har i dets formandskab for rådet defineret bæredygtig
udvikling som: udvikling der søger menneskets vel igennem
en lige og demokratisk udnyttelse af samfundets ressourcer, samtidigt
med at kulturelle forskelligheder og miljøet beskyttes til
fremtidige generationer. Mens udfordringen som Arktisk Råd
står overfor er at fortsætte den miljøbeskyttelse
som blev påbegyndt af AEPS, så anerkender Rådet
at det må forbinde dette tættere med bæredygtig
udvikling. Oran Young har pointeret at bæredygtig udvikling
burde være den overordnede ramme for Arktisk Råd når
det påbegynder kortlægningen af nye udviklinger i det
arktiske samarbejde. Blandt andet har Young foreslået at præference
for subsistens, fællesledelse, og udvikling af miljørigtige
teknologier og vaner bør være nogle af de vejledende
principper for Rådets arbejde med bæredygtig udvikling
(se også www.svs.is/oran.htm). |
| |
I søgen på at genforene
de forskellige og anfægtede perspektiver fra oprindelige folk,
miljøforkæmpere, forskere og ministre, så argumenterer
Canada for at Rådets mandat, såvel som de repræsentative
strukturer og processer, kan huse alle parternes bekymringer under
rubrikken miljømæssig bæredygtig menneskelig
udvikling - environmentally sustainable human development (Graham
ibid.:51, kursiv i original). Mary Simon, Canadas tidligere ambassadør
i arktiske spørgsmål, citeres for at have sagt, at
Arktisk Råd ikke måtte begå fejlen at betragte
miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling som forskellige,
som AEPS gjorde, men at bæredygtig udvikling nødvendigvis
må have stærke mål til miljøets fordel.
Mens det Arktiske Råds syn på bæredygtig udvikling
peger i retning af ICCs standpunkt m.h.t. bæredygtig udvikling
som noget der tillader social, kulturel, spirituel, og økonomisk
vækst, så kan det ske at kontroverser over udviklingsstrategier
kommer til at dominere de førstkommende skridt i Rådet. |
|
Previous
Chapter